Hvad er AR

 

DARUs definition af Adventurerace:

Adventurerace er en udholdenhedskonkurrence, der kombinerer orientering og/eller navigation med to eller flere discipliner, Deltagerne transporterer sig selv til fods, på mountainbike, i kajak, i kano, på inliners, ved svømning og lignende. Andre discipliner som ex skydning, klatring og rappelling vil ofte indgå i konkurrencen. En konkurrence kan vare fra få timer til flere dage, og der konkurreres i hold på typisk 2-4 personer, gerne med begge køn repræsenteret. Holdene skal samlet forcere forskelligt terræn efter typisk en selvvalgt rute mellem forudbestemte checkpoints.

Sportens ånd:

Vi færdes i naturen med respekt og efterlader os kun fodspor.

Hele holdet racer sammen og når helt frem til alle poster, også selv om der ikke er nogen der kigger.

Intet hold er stærkere end det svageste led og det er hele holdets opgave, at støtte og hjælpe hinanden frem til mål.

 

Historien om Adventure racing

Adventure racing (AR) blev født i eventyrets land New Zealand, hvor nogle eventyrlystne sportsfolk
eksperimenterede med at sammensætte forskellige adventure aktiviteter og ekspeditions-momenter i én sport.
Multisporten blev kaldt Adventure racing, hvilket siger sig selv: Eventyr løb, eller løb i eventyrenes fodspor.

AR handler om at opleve.
I gamle dage drog de eventyrlystne ud for at opdage nye lande, befolkninger og bestige store bjerge.
Igennem floder, jungler, over bjerge og gerne i mange dage, drog eventyrene ud for at opdage noget mennesket ikke før har set.
Mennesket har altid søgt det ukendte - hvilket vi stadig gør, dog på en lidt anden måde, da største delen af jorden er opdaget,
de store bjerge er besteget og der er snart ikke mere tilbage på denne jord som vi ikke kender til.
Dog kalder vi os stadig for eventyrere. Eventyrere i den forstand, at vi stadig vi søge det ukendte.
AR er for eventyrere der gerne vil opdage noget nyt. Ikke nye lande eller bjerge, men det eventyrlige ved den menneskelige krop og dens funktioner.

Vi udfordrer os selv som aldrig før.
Adventure rejser er hitter blandt det danske rejse-folk. Vi er hele tiden i fodsporene på de mennesker der har opdaget denne verden.
Vi bestiger bjerge med guider, tager på safari med de lokale og vi betaler gerne for følelsen af at vi opdager noget nyt som ingen andre før har set.
Det hele skal være ekstremt, vildere og vildere. Vi skal højere op, springe base jump på nye måder, surfe på nye måder,
bestige bjerge på måder der ikke er gennemført før og hele tiden udfordre os selv. Måske er det det vi alle sammen søger.
Søgen på det vi kan presse os selv til. Søgen på vores egne grænser og formåen.
I AR er vi i fodspor på eventyrene. Vi krydser vand, trekker, løber, cykler (da heste ikke længere er alle mands eje),
bestiger toppe og gør det gerne over mange km. hurtigst muligt.

AR i folks stuer.
AR begyndte at blomstre i Danmark, da Discovery Channel i slutningen af 90’erne sendte adventure racet ”Eco-Challenge” ind i folks stuer.
Eco-Challenge er et ekspeditionsløb, hvor hold af 4 personer med begge køn repræsenteret, kæmper sig igennem flere hundrede kilometer, over bjerge,
igennem sumpe, skove, floder mm. for at nå målet - at løbe først over målstregen, i dengang ”verdens hårdeste adventure race”.
En række tv-programmer der var så flot produceret, at billederne af den flotte natur hev folk med ind i den eventyrlige verden.
Man fulgte holdene igennem modgang og medgang, i floder med krokodiller og på bjergtoppe med snestorme,
imens vi sad hjemme i stuerne og drømte om at være en del af disse flotte billeder.
Fascinationen af disse eventyrere bredte sig blandt de danske eventyrere. Få løb fandt sted i det ukendte,
kun få danskere kastede sig ud i den nye sportsgren og nu var AR så stille begyndt at spirer i Danmark.

Nyere tids AR
Fra 1999 til 2005 blev der ca. været afholdt en 15-20 forskellige løb rundt omkring i landet og siden har interessen for sporten
og antallet af danske løb været støt stigende. Flere og flere steder i landet dannes adventureraceforeninger hvor
man kan træne med folk med samme interesse og evt møde folk, man kan danne et hold med.

Adventure racere på tværs af landet har et godt fællesskab og har organiseret sig med Dansk Adventurerace Union, en landsdækkende Cup og et årligt DM.